Philip Rivers har fået en ny førstereserve i Geno Smith, mens Brandon Weeden vender tilbage til Houston, hvor han skal agere backup for Deshaun Watson.

Philadelphia Eagles beviste sidste sæson, hvor ekstremt vigtigt det er at have en solid backup-quarterback, da Nick Foles erstattede en skadet Carson Wentz, spillede et fantastisk slutspil og hjalp med at hjemføre det første Vince Lombardi-trofæ nogensinde til Philadelphia.

Værdien af en pålidelig førstereserve på spillets vigtigste position bliver ikke længere undervurderet, og derfor har både Los Angeles Chargers og Houston Texans sørget for at få en smule sikkerhed bag deres franchise-quarterback.

Chargers har hentet den tidligere Jets-, Giants-, og Raiders-quarterback Geno Smith på en etårig kontrakt. Han skal kæmpe med Cardale Jones om retten til at være førstemanden efter Philip Rivers.

I Houston træder Brandon Weeden ind bag Deshaun Watson, der er på vej rette efter sit overrevede korsbånd og forventes helt klar i løbet af et par måneder. Weeden kender holdet godt, da han startede to kampe for Texans i 2015, før han røg til Titans sidste år.

Hverken Smith eller Weeden har den samme kvalitet som Foles, men de har noget erfaring, og holdet vil ikke falde sammen, hvis de skal spille et par kampe undervejs i 2018.